Etape 2.
Efter en meget,meget let morgenmad, bestånde af ingenting, bevægede rytterne sig ud på kongeetapen, Mihuatlan – San Juan del Pacifico. Med blot 35 km er der tale om vueltaens allerkorteste etape. En stille dag på jernhesten, kunne man foranlediges til at tro. Men med en stigning på mere end 1300 højdemeter var der ingen tid til pjat.
Hyænen fra Hinnerup døjede med sit knæ og havde desuden lukket helt op for sluserne: de salte dråber fossede ud af ham og gennemvædede både trøje og rygsæk. Hans sveddryppende troeje lyner som Athenes svaerd i den opstigende mexikanske morgensol.
 |
| From Mexico 2009 |
Der måtte gøres hvil adskillige gange da stigningerne (efter rytternes skøn) var på op til de 52%. Det var paa dette bjerg, at den store revolutionaere cykelentusiast Jose Pedro Gonzalez maatte bide i de sureste roennebaer og lade cykel vaere cykel og revolution revolution.
Bjergene tårnede sig op. Den første stigning varede ved i henved tre timer.
Abekatten fra Amager (der fra nu af kalder sig ‘Bjerggeden fra gartnergade’) kværnede kilometer efter kilometer, opildnet af fraværet af heftig hede og med langt større koncentration om selve cykelløbet, da der ingen hunde var at smide sten efter. Med udsigt til en restaurant paa bjergets top rejser bjerggeden sig i sadlen og laegger al sin vaegt i pedalerne… han ser sig tilbage… ”hvor stort er mit hul?”
 |
| From Mexico 2009 |
På bjergets top indtog rytterne et fremragende måltid bestående af kaffe, bønner, æg og frisk salat.
 |
| From Mexico 2009 |
Den nyudnaavne Bjergged fra Gartnergade poserer.
Efter behørigt indtag af føde (og Pinex til Hyænens knæ) kunne etapen fortsætte. Heldigvis viste det sig, at det stort set gik ned ad bakke resten af vejen. Mexicanske aviser blev monteret under de stramtsiddende holdtroejer, og loebets hidtidige tophastigheder naaedes let – med livet som indsats. En torpedo, der skydes gennem luftrummet..
 |
| From Mexico 2009 |
Hyaenen fra Hinnerup kunne efter en middagslur ifoere sig den gule troeje.