Midt i bachelorskriveriet føler jeg et stort behov for at give lidt tilbage til internettet. For denne midlertidige medievidenskabsmand ville ikke være meget værd uden de tusindtallige ressourcer, der vælter ned til mig gennem mit 3G-modem.
Jeg håber de her anbefalinger kan være relevante for en anden studerende, der skal lave et lignende projekt. Og gerne vil gøre det så godt som gratis. Her kommer en guide til hvordan du laver et universitetsprojekt effetkivt, med gode og (næsten helt) gratis redskaber.
Lidt om mit projekt:
Jeg skriver mit bachelorprojekt på film- og medievidenskab om podcasting. Jeg undersøger brugen af podcasting kontra brugen af traditionel broadcast-radio, for dels at udlede podcastmediets særlige karateristika, dels at pege på mediets særlige muligheder, i forhold til broadcast radio.
Jeg har udført en spørgeskemaundersøgelse, et kvalitativt fokusgruppeinterview, og arbejder derudover med en ordentlig stak kilder af forskellig art.
Software til litteraturlisten
Et velfungerende redskab til håndtering af citater og referencer i opgaven er vitalt. Har man først en gang siddet og krydstjekket, alfabetiseret og rodet rundt i en håndholdt litteraturliste, gider man ikke mere.
Og her kommer der et fantastisk stykke software ind i billedet: Zotero.
Zotero er en gratis, open source reference manager. Du henter den som en plug-in til Firefox-browseren, og kan nu begynde at bygge dit reference-bibliotek.
Det smarte er, at du ikke behøver at sidde og indtaste samtlige oplysninger for de bøger, du bruger. Du finder blot bogen på bibliotekets hjemmeside, Amazon eller lignende, og beder Zotero om at tilføje den dit bibliotek. Voila!
Det samme gælder for internetsider, avisartikler, you name it. Zotero æder det.
Dine data er også i sikkerhed, for opretter du en konto hos Zotero, synkroniserer programmet selv dit bibliotek af referencer til Zoteros server, og du kan altid tilgå dem online, eller endda bruge dem på en anden computer med Firefox.
Få fat i Zotero til at starte med, så kan du gemme alting af relevans, mens du researcher, og slipper for at surfe rundt for at finde noget igen.
Tekstbehandling
Jeg bruger OpenOffice.org til Mac OS X. (og det findes også på dansk og med dansk stavekontrol) Det fungerer aldeles glimrende, minder meget om Word, men virker hurtigere. Og guess what? det passer glimrende sammen med Zotero.
Du installerer et plug-in til din OpenOffice, kan nu løbende indsætte referencer i din tekst fra Zotero, ved at vælge dem fra en liste.
Zotero sørger selv for at formatere referencerne til det format, du vælger (i mit tilfælde APA, American Psychologists Association), og holder selv styr på, at der står alt det rigtige. Smart.
Zotero sørger også for at indsætte din litteraturliste i slutningen af dokumentet, rigtigt sat op, og alfabetiseret. Rigtig Smart.
Back-up
En stor frygt er, at bachelorprojektet skulle gå hen og blive væk. Den slags scenarier har tidligere givet mig natlige anfald af koldsved.
Men ikke længere! Dropbox er en gratis service, der fungerer ved at du laver en mappe på din computer, der automatisk holdes ajour med en online version. Så forsvinder den bærbare, kan du arbejde videre på en anden computer, som om intet var hændt.
Din dropbox er tilgængelig med Mac, Windows og Linux computere, samt iPhones, så hvis du får lyst til at vise din mormor hvordan opgaven skrider frem en søndag eftermiddag i kolonihaven, kan du bare bippe ind på iPhonen.
Dropbox giver 2GB gratis væk, og 50GB koster $10.
Jeg overvejer at opbevare alle mine personlige data på den måde, og dermed være næsten helt uafhængig af den fysiske harddisk.
Spørgeskemaundersøgelse
Jeg har designet min spørgeskemaundersøgelse med SurveyGizmo, som i sandhed er et genialt redskab. Det kan ALT, er let at finde ud af – og så er det gratis for studerende!
Du skal registrere dig med en email-adresse fra et universitet, så går der ikke længe før du er i gang med at lave spøgeskemaer. SurveyGizmo kan også lave afstemninger og quizzer og en hel del mere.
Det bedste ved SurveyGizmo er dets eksportmuligheder. Du kan eksportere data til almindeligt regneark (excel eller .csv-format, som du jo så passende kan arbejde i med din OpenOffice.org). MEN du kan også eksportere direkte til SPSS.
Statistikbehandling
IBM’s SPSS er de facto standard indenfor statistikkens verden, og det er altså også helt fantastisk, så nemt det er. Nu er mine behov ikke så voldsomme, men det er tilgengæld også meganemt at gå til. Det spytter den ene flotte graf ud efter den anden.
Det er ikke gratis: tilgenæld er der 80% studenterrabat, og en 6-måneders licens kan købes for 250 kr.
Næste gang vil jeg benytte mig af det gratis stykke software R – og så bliver videnskaben helt gratis.
Fokusgruppeinterviews
Mine fokusgruppeinterviews har jeg optaget med min trofaste Zoom H4-optager, som jeg bruger til alting. Dens lillebror, H2, lyder ligeså godt og koster kun 1500 kr for tiden. Men det kan også gøres med fx en iPhone nano eller iPhone, som leverer lyd af en helt reel kvalitet. Bare husk at lave en test, før du laver dit interview.
Lokalet ude i KUAs betonjungle, hvor jeg optog interviewet, var ikke specielt egnet til at optage noget som helst, en konstant rungen gjorde det i første omgang temmelig svært at høre hvad der foregik. Men med det fuldstændig gratis lydprogram Audacity, kunne jeg efterfølgende equalize det meste af rumklangen ud, ved at skrue godt ned for de dybeste toner, og give et boost til den høje mellemtone. Derefter levellerede jeg hele baduljen, så de fokusgruppedeltagere, der talte lavt, nu taler ligeså højt som de andre.
Har du optaget dit interview med en iPod eller iPhone, skal du regne med en del ekstra-støj. Men det er der også råd for. Start optageren, og bed din fokusgruppe klappe kaje i ca. 10 sekunder, før du går i gang med interviewet. Nu har du 10 sekunders stilhed fra dit lokale, og dem kan du bruge til at fjerne støjen på resten af lydfilen.
Markér sekvensen med stilheden i Audacity, og vælg Støjfjerning. Sådan.
Transskribering af fokusgruppeinterviews
I denne omgang har jeg ikke gjort det selv, men ved tidligere projekter har jeg benyttet mig af det glimrende lille stykke software Scribe Express, som dog kun findes til Mac.
Det er udviklet af et firma, der laver fodpedaler til transskribering, men virker glimrende uden en fodpedal.
Du loader din lydfil i programmet, og indstiller nogle hotkeys.
De her hotkeys gør, at du, mens du sidder og skriver i fx OpenOffice, kan sætte afspilningen af filen på pause, starte igen, springe 5 sekunder frem eller tilbage eller justere hastigheden. Det er virkelig effetkivt.
Længe leve internettet og OpenSource!