Chenai er skraekkeligt forurenet og varm. Paa Kenet Lane er ale rickshaw walla’erne efter mig og vil saelge mig alt mellem pot og pandekager og min hotelseng paa “Deluxe family hotel” Raj esidency er fyldt med forvoksede bedbugs, der myldrer frem hver gang man kigger vaek.
Vaagnede ved at noget bevaegede sig kl. 4 om morgene, og fandt mig selv i seng sammen med de foerste 30 aekle krae. Sprang op og overvejde situationen lidt. Forsoegte at vaekke porteren, men han sov som en sten. Satte mig i stolen paa vaerelset, overvejde videre.
Jeg kunne i hvert fald ikke sove, og samtidig var jeg mega vred paa en ikke naermere bestemt person/institution over alle de baester, der havde naeret sig paa mit blod.
Jeg fandt en pincet og begyndte minituoest at samle bed bugs sammen i hotelglasset.Da kl. naermede sig 7, havde jeg en massiv, roedsort, kriblende bund i mit glas. Jeg gik ned i receptionen med det. Saa fik piben lidt en anden lyd hos den arrogante receptionist. Jeg fik nogle penge tilbage oget andet vaerelse. Saadan.
\
Filmstjerner paa rad og raekke paa stranden i Chennai.
Slumdog Millionaire
2009s bedste biografoplevelse indtil videre er helt sikkert Danny Boyle’s Slumdog Millionaire. Der har ikke været ret mange endnu, men den her var virkelig noget særligt.
Sulmdog Millionaire er den utrolige historie om Jamal, der kæmper sig vej fra Mumbai-slummenes mørke til tv-showets glitz og glamour,og på vejen vinder kærligheden.
Indiske aviser som ”The Hindu” og ”Deccan Chronicle” har dagligt viet minimum en side til omtale af filmen, siden den ramte de indiske biografer i sidste uge.
Filmen beskyldes for at være enøjet og overfokuseret på Indiens fattigdom, samt for at de meget voldsomme scener,hvor gadebørn bliver misbrugt, er urealistiske.
Det var også min opfattelse i biografen, hvor folk forarget kiggede væk, og raabte op om, at den slags ikke sker i Indien.
Det gav filmen langt mere dybde at se den her. Efter forestillingen spadseredejeg tilbage mod Egmore Railway Station gennem de små gader, kiggede på børnene, der legede i skraldet, lugtede pis og skrald go brændende plastik, kvinder der vasker håret i brunligt vand, gamle mænd i beskidte skjorter,der ryger cigaretter rullet af skodder og papir fra salmebøger i rendestenen.
Derudover blev jeg også helt overrasket over, hvor optaget jeg blev af filmens forudisgelige, men fascinerende historie. Håber den vinder en masse oscars.
En af de helt store højdepunkter, er de børnskuespillere, der spiller Jamal, Selim og Latika.
I en af filmens første scener, lander superstjernen Amitaph Bachnan i sin helikopter på landingsbanen i Juhu, hvor vores helt vokser op. Jamal er spærret inde på lokummet, og for at komme i nærheden af sit idol må han tage et dybt springet, og lande i lorten. Smurt ind i pis og lort fra top til tå, lykkes det ham at få Bachnans autograf. Selim sælger den dog samme aften til operatøren i den lokale biograf.
Hvad der er hurtigt tjent, er hurtigt tabt,men den iver og begejstring hvormed Jamal kaster sig udi livet (og ned i lorten) er virkelig fantastisk.
Under rulleteksterne, der suppleres af et dansenummer med hovedpersonerne, rigtig Bollywood-style, klappede hele salen, og gik helt agurk da kompponisten A. R. Rahmans navn kom på lærredet. Han er en kæmpe-helt her i Chennai, har lavet musikken til hundredevis af Kollywoods film de sidste mange år.
Marina Beach
Menneskemaengderne er enorme paa stranden i Chennai.
